Ansatte og ledelse i kirke hædret med en miljøpris

Tarm Kirke på førstepladsen når det gælder om at holde styr på arbejdsmiljøet.

Midt i et personalemøde gik døren op, og ind kom folk med blomster og kage. Årsag til at de ansatte i kirke og kirkegård blev afbrudt var den glædelige: Tarm Kirke er tildelt Folkekirkens Arbejdsmiljøpris 2024.

Blandt de elleve indstillede og til slut tre finalister er ledelse og medarbejdere i Tarm Kirke hædret for at “arbejdspladsen har udarbejdet relevante og helhedsorienterede politikker, der for eksempel adresserer negativ adfærd og arbejdet med frivillige”.

Formand for Folkekirkens Arbejdsmiljøråd Bjørn Årbjerg, var første person som afbrød personalemødet, og i sin tale understregede han baggrunden for, at rådet for anden gang uddeler en pris:

–  Vi ved, os der har vores gang i Folkekirken, at der er utroligt mange historier om dårligt arbejdsmiljø. Somme tider endda ret modbydeligt. 

– Men der findes flere gode arbejdspladser som er præget af et godt og respektfyldt samarbejde mellem ansatte, præster og menighedsråd, sagde Bjørn Årbjerg og understregede:

– Det er vores håb at prisen bringer glæde og stolthed til de der vinder prisen. Men det er også vores håb, at vinderen kan virke som inspiration for andre.

Nummer to i delegationen til afbrydelse af personalemødet var Inge Kjær Andersen, der er næstformand i Landsforeningen af Menighedsråd:

_ I skrev i ansøgningen: “Kik indenfor og mærk den gode stemning”, og det er netop hvad vi har gjort.

Inge Kjær Andersen fortalte, at Tarm Kirkes ansøgning om at komme i betragtning fyldte mere end 70 sider.

– Det har været inspirerende læsning, og det har været dejligt og at se hvordan i samarbejder med menighedsråd og frivillige. Og det er nogle fantastiske produkter, som i er nået frem til.

Formand for Tarm Menighedsråd, Else Thorup, understregede i sit indlæg, at samarbejde, støtte og hjælpsomhed er grundstof i det gode arbejdsmiljø for medarbejdere, ledelse og menighedsråd ved Tarm Kirke.

Se prisoverrækkelsen på TV Vestjyllands YouTube-side.